RSS RSS

Hjemmebanesejr i ÅMK´s Marselisborg MTB Maraton

By Signe, 21. august 2011 22:05

Ugen er gået med arbejde – i nogen grad dobbeltarbejde. For når den traditionelle arbejdsdag var forbi, var der div. opgaver i forbindelse med planlægningen af ÅMK´s maraton http://www.marselisborgmtb.dk/

Klubbens medlemmer lægger et stort stykke arbejde i arrangementet, og normalt får de ikke lov til selv at deltage. Jeg havde ekstraordinært fået lov til at køre løbet, da klubbens formand håbede på, jeg kunne repræsentere ÅMK´s elite og få en god placering. Det var derfor en fornøjelse at kunne køre en sejr hjem.

Ruten var med 78 km og med 1620 højdemeter noget af en udfordring, men det gik forbløffende godt. jeg lagde lidt hårdt fra start for at vriste de øvrige damer af mit baghjul, da jeg havde fået hul til dem, øgede eg stille og roligt. Da jeg kørte ud på min 3. og sidste omgang, havde jeg et komfortabelt forspring på 4 min og 15 sek. Veltilpas og med et smil på læben nød jeg at kunne slække lidt på presset i benene. Men omkring 4 km ude på omgangen i høj fart på vej ned af en stenet grusvej rammer mit bagdæk et eller andet, der lyder et højt skrald og jeg holder vejret. Jeg kan mærke hvordan baghjulet begynder at sejle – punktering! Skældsord over min sejrsikkerhed og nemesis fylder hovedet. Jeg skifter slangen så hurtigt jeg kan. Er hele tiden bange for konkurrenterne skal dukke op. Da jeg kører videre er jeg i tvivl om, hvor lang tid jeg har mistet. Jeg kører derfor alt hvad mine, efterhånden trætte, ben kan. Jeg er fuldt bevidst om, at et løb ikke er forbi før første mand m/k er over målstregen, og den her sejr vil jeg gerne have. Da jeg kører forbi depotet længst ude på ruten, bliver der råbt, at jeg har halvandet minut ned til næste dame. Mit fokus er på min baghjul, er det fladt igen? Jeg gør mit bedste for at holde tvangstankerne om endnu en punktering væk. Jeg huskede med gru tilbage på oplevelsen fra Nordisk Mesterskab i XC i 2009, hvor jeg måtte se sejren forsvinde, da jeg punkterede anden gang efter at have kørt konkurrenterne ind efter den første punktering.

Jeg slap for flere defekter og holdt min føring. To min før nr. to kunne jeg glad og tilfreds trille over målstregen, det er da det, man kan kalde en hjemmebanesejr :)

Træt og tilfreds Rivette

Løbet gik godt, jeg synes opmærkningen fungerede, det er vi jo altid spændte på. Mit eneste kritikpunkt var præmieoverrækkelsen, der kunne have været planlagt bedre, det fikser vi til næste år.

Tusind tak til alle de der hjalp både før, under og efter – uden jer intet løb.

Skriv en kommentar

Persephone Theme by Themocracy