Kommentarer (1)

By Signe, 10. oktober 2010 21:21

Jeg havde trænet af -og påstigning hver dag med undtagelse af mandag i ugen op til lørdagens løb.

Onsdag var jeg klar til at smide cyklen fra mig i arrigskab. Det kørte bare ikke for mig, men jeg bed tænderne sammen og var ude igen torsdag. Heller ikke her ville det lykkes. Ud igen fredag af og på, af og på – og pludselig virkede det. Det er stadig ikke kønt, og det tager stadig aaalt for lang tid, men der var fremgang, og jeg var lykkelig. Mine ben var gule og blå, farvet af mødet med pedaler og stel, men det var det hele værd.

Lørdag tog Michael Nicolajsen og undertegnede til Hammel, her blev første afdeling af cykelcross Post Cuppen afholdt. Michael har været en stor støtte og givet teknisk hjælp og moralsk opbakning, når det var tiltrængt.

Min målsætning var at holde fokus på mit eget løb, placering var underordnet, men jeg skulle give mig 90-100% hele vejen. Jeg måtte ikke give op som sidst.

Jeg blev hurtigt sat tilbage ved starten ved første kødannelse. Fri af køen kører jeg mig lidt op i feltet igen og finder Birgittes baghjul. Fedt, her ligger jeg godt. Birgitte er stærk og en god tekniker, og for mig ville det være en sejr at kunne holde det.

Af og påstigningerne fungerer tilfredsstillende for mig, og jeg føler jeg har overskud til at gå forbi. Lang tid kan jeg høre Birgitte bag mig, men hun må udgå med defekt sidst i løbet. De sidste runder har jeg kun selskab af en CK Århus rytter. Jeg spurgte, om han ville forbi, men han fandt åbenbart en smule læ bag mig, for det ville han ikke.

Mine anstrengelser i Hammel rakte til en 2. plads i B. klassen, absolut tilfredsstillende.

Søndag var der igen løb, denne gang nordpå i Nr. Søby. Benene var nogenlunde friske, men gårsdagens løb havde sat sig lidt i korsettet med ømhed i lænden.

Kom egentlig godt fra start, men i første sving stryger Nikoline og Birgitte forbi mig. Igen finder jeg Birgittes hjul og holder mig der.

Ruten var teknisk krævende med en del singletrack, der nærmest mindede om et mtb spor, det glædede mig. Men fem steder måtte man af og på, så den fordel jeg måske havde på singletracket, i forhold til de piger der mest er til landevej, blev spist af min langsomme forcering af forhindringerne.

Lidt inde på første omgang får Birgitte problemer med kæden, og jeg smutter forbi.

Jeg tror, jeg kørte stabilt, selvom teknikken ofte var horribel. På de sidste omgange meldte trætheden sig lidt, koncentrationen svigtede, og jeg begyndte at lave fejl. Teknikken blev glemt, jeg fjumrede rundt og lavede også et enkelt styrt.

Jeg kørte mig til en 2. plads (dame A & B var slået sammen), og den var jeg super glad for.

Desværre var der ikke tidstagning med chip i dag, det kunne ellers være interessant at se på omgangstider mm. Men hverken omgangstider fra i dag eller lørdagens løb er tilgængelige.

Nu er der tre uger til næste cross løb. Indtil da skal der arbejdes med teknik, og formen skal gerne have et par takker op.

Tak for lån af billeder til henholdsvis www.mbaek.dk og Linda Ingerslev Juul.

Kommentarer (0)

By Signe, 3. oktober 2010 17:46

I onsdags var jeg til min første crosstræning. Jeg kørte den på mountainbiken, og det var faktisk meget skægt. Stemningen var god og pulsen høj. Lige hvad jeg trænger til.

Onsdag fik jeg hentet en låne cross cykel hos Mie Brix, og lørdag prøvede jeg den sammen med Birgitte http://birgittebernt.blogspot.com/ , der var så sød at give mig lidt one to one tekniktræning. Min teknik er helt hen i vejret, det er bedstemor style af og på, og jeg er på en eller anden måde lidt bange for denne her hybridcykel. Netop på grund af det dårlige udgangspunkt ser jeg et kæmpe udviklingspotentiale for mig i cykelcross.

I dag, søndag, kørte jeg mit første cross løb. Målet var at stille til start, snuse lidt til hvad cykelcross er og gennemføre. De målsætninger blev opfyldt. -Og hvis nogle mener, jeg var til grin i af og påstigningerne, vil jeg minde dem om, at al begyndelse er svær.

Jeg kom godt med fra start (indtil jeg pænt stillede mig i kø ved noget grus, hvor folk var gået i stå, istedet for at løbe uden om køen, aaargh Signe!), men, men, men… hvad skete der lige på anden runde?

Hvorfor holdt jeg op med at jagte dem, der lå foran?
Hvorfor gav jeg op?

Jeg kan huske, der skete det samme i mine første mtb løb. Her gav jeg den også god gas fra starten, men på et tidspunkt lidt inde i løbet, så gav jeg op. Lod folk komme forbi, begyndte at snakke med officials og vinke til fotograferne.

Så hvad er det, der sker? Mister jeg troen på mig selv? Bliver jeg træt? Måske er det en kombination. Det er lang tid siden, jeg har kørt løb, jeg er ikke vant til at køre med høj puls – og de andre piger er så seje, har lavet store, gode præstationer, det er let at lade sig intimidere.

På sidste runde fik jeg en røffel -af mig selv vel at mærke. “Damage Control tøsebarn!!!” skreg min indre stemme, “du kan sq da i det mindste træde lidt til, så du mindsker deres forspring i stedet for at ligge og fede den i puls 120!” Jeg har simpelthen glemt, hvordan man kører løb!

Løsningen er træning, og i særdeleshed løbstræning.

Jeg skal nok komme efter det, der er i hvert fald plads til forbedring. Jeg sluttede som nummer fire ud af fem startende.

Det vigtigste i dag er dog, at jeg kørte uden skinne på armen og ikke har ondt Det tegner godt!

Kommentarer (0)

By Signe, 26. september 2010 19:55

Planen med søndagens træning i Marselisskoven var at køre et par intervaller og presse pulsen lidt oppe i det røde felt.

Da jeg havde en frokostaftale og begrænset tid, tænkte jeg først, at 20 min med omgange på dobbeltbakken (også kendt som kamelen) ville være sagen. Kort, hårdt og godt.

Så er det, man kommer kørende der på sporet, og det går lige så godt, og om hjørnet er singletracket -og det er sjovt, så man kunne jo lige køre det og så vende om og tage intervallerne bagefter, men så skal man lige skal have næste sving med -og næste og næste… Så man har en plan til man laver en ny. Intervallerne blev kørt på grusvejsstykket langs vandet.

Det er lettere at styre pulsen på forholdsvis flad grusvej end i varieret terræn, og til at starte med er det nok en god idé for undertegnede kun at skulle koncentrere sig om at banke pulsen op, uden at skulle tænke på teknikken.

Turen hjem blev nydt i fulde drag, skoven er smuk nu.

I dag var første tur uden skinnen på håndleddet. Det gik ok, halvvejs ude havde jeg smerter og burde måske have stoppet der. Her til aften er der dog intet at mærke. Så det må siges at være en succes. I går hang jeg for første gang i tre år på en klatrevæg, det var super sjovt, og heller ikke efter det havde jeg smerter. Der er klart fremgang

Kommentarer (0)

By Signe, 22. september 2010 21:17

Det er muligt, men man skal lige lære at finde rundt…

På det sidste har jeg haft den fantastiske mulighed at flytte træningen til Mols Bjerge. Først med hjælp fra Victor fra ÅMK, der sådan nogenlunde har styr på området, han kender i hvert fald de gode nedkørsler derude. Senere har jeg sneget mig med på tur med Thorsager Cykel Motion, hvor der sørme dukkede hele fire ÅMK´er op. Mie Brix fik jeg også lokket med derud en helt almindelig tirsdag aften. Selv om ingen af os er godt kendt derude, fandt vi et par ret fede spor og fik trænet et par gode opkørsler, det var super hyggeligt. Vi nåede akkurat hen til parkeringspladsen, før mørket lukkede til derude. Ingen af os havde lygte med, og det er nok ved at være den tid, hvor man skal havde den sat i laderen – og huske at sætte den på cyklen.

Det er klart en fordel at køre med nogen, der kender området, ellers kan man gå hen og blive rigtig godt træt af grusvej – men ved nærmere eftertanke, nej! man bliver ikke træt af grusvej derude. Landskabet er så flot, udsigterne så smukke, kulturhistorien i landskabet med de højryggede agre, der står fint frem, når skyggerne bliver lange og de potente bronzealderhøje, uhm det er lækkert! Og når det hele bades i gyldent efterårslys, så bliver det bare ikke bedre, grusvej eller ej.

Egentlig intervaller har jeg ikke kørt, men teknikken arbejdes der på, og her er Mols Bjerge storartet. Der er lange nedkørsler med drops, uspolerede spor der kræver absolut opmærksomhed, og opkørsler der fortsætter op i himmelen. Jeg døjer stadig lidt med venstre arm og kører derfor med en skinne, der gør mit håndled mere eller mindre stift. Men den ryger snart af. Jeg føler mig bedre og bedre tilpas på cyklen, og inden længe skal pulsen helt op i det røde felt.

Kommentarer (2)

By Signe, 12. september 2010 20:00

Stille og roligt øger jeg træningsmængden. Jeg gør mig voldsomt umage for at holde igen, så jeg undgår kompensationsskader. Det betyder blandt andet, at jeg stort set har holdt mig fra løbsdeltagelse, selv efter gipsen kom af.
I denne uge har jeg været på cyklen tre gange og snøret løbeskoene to gange, så det begynder at ligne rigtig træning. Endvidere har jeg besluttet, at der skal lidt muskler på overkroppen igen, så jeg starter stille og roligt ud med lidt styrketræning. Så må vi se, hvad det munder ud i af spas og løjer hen over vinteren.

Det, der skal til fremadrettet nu, er struktur. Når der er drøn travlt på arbejdet, kan det være svært at motivere sig selv til at køre struktureret træning. Så har jeg mest lyst til bare at køre eller løbe og få tømt hovedet, uden at tænke over intervaller, puls eller distance. Men det er altså med struktureret træning, man for alvor rykker noget, så det er næste byggesten i projektet.

Foreløbig glæder jeg mig over at være på cyklen i min elskede skov, tempo og styrke skal nok komme igen Håber mine naboer kan glæde sig på mine vegne, også selv om jeg måske efterlader en lillebitte smule jord i opgangen, når jeg slæber cyklen op…

Kommentarer (0)

By Signe, 15. august 2010 16:48

Nu er min hånd så meget i bedring, at jeg kan køre i skoven igen. Min ergoterapeut har givet mig en håndledsskinne, og jeg skal køre med den en måned endnu. Det fungerer fint, men man er lidt hæmmet teknisk, da håndleddet er afstivet, og man ikke har mulighed for at agere kontra, som man plejer på rødder og andre ujævnheder på ruten. Kroppen er dog klog, og hurtigt finder man en ny måde at bruge den på, så balancen genoprettes. Jeg havde nået to ture i skoven på min smukke hvide Rivette H8 med skinnen på inden lørdagens 12 timers løb. Fornemmelsen af cyklen manglede lidt, og to måneders pause sætter sine spor, men jeg glædede mig til en god omgang træning, løbsstemningen og hyggesnak med godtfolk.

Jeg var meldt til på et 4 mandshold bestående af Thomas Bjørnholdt, Kristian Axelsen og Claus Bech i herre/mixklassen. Ruten var knap 10 km lang og perfekt til mig med masser af grusvej. Hånden er stadig ikke rigtig glad for stød fra ujævnheder. Thomas startede, og da vi ikke havde ambitioner om en podieplads, blev der kørt to runder af gangen. Jeg kørte ud som nummer to, det var dejligt at have nummer på igen, men kroppen var ikke helt med på ideen om at køre løbstempo – og slet ikke to runder. Jeg fik sat et par fornuftige tider, men ikke noget at råbe voldsomt hurra for. Efter mig blev Kristian og senere Claus sendt afsted. Mændene på holdet kørte gode tider hjem og fik sendt os i top ti på resultatlisten.

Jeg havde af speakeren fået at vide, jeg havde sat den bedste dametid, men jeg følte jeg havde lidt mere at give af, så anden gang jeg skulle ud, besluttede jeg at give den gas på første runde. Der er det ved et slemt styrt, at det sidder i min krop et stykke tid efter. Jeg tager ikke så mange chancer, kører mere kontrolleret, og tanken om styrtet og konsekvenserne af det sidder i baghovedet. Jeg prøvede at slippe det og nyde at mærke pulsen være høj. Det lykkedes at sætte en tid på 27.54, og den blev ikke slået, hvilket gav mig et minut øverst på podiet sammen med Thomas Bonne også fra Team Rivette, der havde kørt en imponerende hurtig runde på 22.06.

Efter de to dobbelrunder var min krop træt. Især lænden var mærket af manglende træning på cyklen. Jeg fik kørt fem runder i alt, og holdets 7. plads i herre/mix med 83 deltagende hold, var nok i højere grad mændenes fortjeneste end min. Men det var fedt at være med og rigtig hyggeligt i lejren.

Tak til alle for en dejlig dag

Kommentarer (0)

By Signe, 30. juli 2010 18:14

Hvad gør man, når man ikke er typen, der kan sidde stille hjemme, selvom man er skadet? Man finder selvfølgelig på alternativer til cyklingen.

Min gode veninde Iben træner til maraton, og da jeg ikke kunne få frisk luft på den tohjulede, var det oplagt, at gøre hende selskab i hendes træning. Det resulterede i, at jeg i går løb 17km for første gang i mit liv, og det var herligt.

Ofte har vi sluttet turene af med en tur i havet, og det var også tilfældet efter turen i dag, det er fantastisk med havbad i regnvejr.

Det bliver faktisk lidt trist at lade hende træne selv, når jeg bliver klar på mtb´en igen. Det er meget tæt på at idéen om at løbe et maraton virker fornuftig, meeen jeg er ikke helt overbevist endnu.

Kommentarer (1)

By Signe, 21. juli 2010 18:18

Gipsen er kommet af, og armen er klar til genoptræning. Jeg må endnu ikke komme i skoven, men landevejstræningen er så småt påbegyndt.

Jeg er super motiveret og glad for at sidde på cyklen igen. Så selv om det ikke går så hurtigt endnu, så er det en fryd at være ude.

Vejret indbyder til, at man slutter træningen af med is. Isen skal helst hentes i Ishuset, der laver den bedste is i Århus og omegn. http://www.ishusetmarselisborghavn.dk/

En træner ville næppe synes om det, men i år har jeg ingen træner, så det er mig, der bestemmer. Fire kugler tak!

Kommentarer (3)

By Signe, 15. juni 2010 19:47

Til weekendens løb resulterede et styrt i en colles fraktur i radius, heldigvis var det venstre arm, det gik ud over. Søde Lena fra DMK kørte mig på skadestuen og holdt min hånd, mens bruddet blev sat på plads. Efter god og hurtigt behandling på Gentofte Hospital, kunne jeg drage tilbage mod Jylland. 5 uger med armen i gips vanskeliggør nu sommerens træning, men jeg vil forsøge at holde grundformen vedlige og satser på at lave ballade i damefelterne til efteråret.

Kommentarer (1)

By Signe, 11. juni 2010 15:20

Efter en hel dag i felten som arkæolog med gennemblødt regnjakke, var det nærliggende at hoppe på cyklen, da jeg kom hjem.

Der er noget friskt og fornyende over regnvejr. Når skoven damper af fugt og stierne forvandles til små floder, der graver sig ned i skovbunden. Når mudderet i skoven er så tyndt, at cyklen bagefter kan rengøres uden børster -se det er herligt. Hvad det tynde mudder gør ved udstyret og ens badeværelse, det er noget andet -stakkels afløb, men sjovt er det.